tirsdag den 3. januar 2012

Udviklingagenter 7080

Hermed lidt info om forløbets 3. aften, som vi har aftalt at gennemføre på Aagaarden i Børkop d. 23. januar kl. 19.00.

Program:
19.00  Velkomst
19.10  Gruppearbejde; formulering af formål, indhold og evt. tidsplan for hvert projekt/tema. Én fra hver gruppe skal efterfølgende kunne præsentere projektet/repræsentere gruppen
20.00   Åbent Hus: områdets borgere kan komme og høre om projekterne, og bidrage med deres ideer 
21.00   Opsamling og aftaler for 4. aftens dato, sted og indhold
21.30   Farvel & Tak for iaften!   

Åbent Hus: Peter inviterer bredt blandt borgere og foreninger i området og vi håber desuden, at et par politikere vil dukke op og orientere om de aktuelle planer for udvikling af byen!
I opfordres desuden hermed alle til at invitere venner, familie og kolleger til Åbent Hus!


 

invitation til udstilling og strikkecafé

Seriøst Strik for Sjov vil gerne invitere dig til åbning af udstillingen 
"Skabagtigt Strik"
på Silkeborg Museum, Hovedgårdsvej 7, 8600 Silkeborg,
søndag den 15. januar kl. 13.00.

Foreningen byder på kaffe og te i museets cafe,

så medbring dit eget strikketøj til en hyggelig strikkecafe i godt selskab. 
Fra dengang vi strikkede for nyttens skyld : til SOS-børneby i Nepal!!!

Foredrag og Workshop

GODT NYTÅR... og et lille reklameindslag:

Der er foredrag om STRIK samt en mindre workshop på Holstebro AktivitetscenterDanmarksgade 13 A i Holstebro - v.Hanne Pjedsted (tidligere rektor på Textil-uddannelsen/ Skals Håndarbejdsseminarium) 
 
torsdag d. 19. januar 2012 kl.19.
( Pris inkl.kaffe + brød 100 kr. ,... en super pris!) 

Tilmelding til Lisbet(lisbet@lisbetz.dk )


Workshoppen handler om at tage et strukturmønster og eksperimentere med det, så man skaber et nyt!! 
 Jfr. mit indlæg i Fiberfebers nye strikkebog: "Masker og mønstre- inspiration til strik".
Vi kan naturligvis ikke nå meget på 1 time, men når man "kender og har prøvet" eksperimentet som princip, så har man en metode til selv at arbejde videre.
Hanne 

mandag den 31. oktober 2011

Design- og Håndværksdag den 3. november

I "gamle dage" kaldte vi det "Håndarbejdets dag... nu hedder det "Design og håndværkets dag".
I Kbh. fejrer studerende fra Håndarbejdets Fremmes Seminarium dagen flere steder i byen.


På Østerbro Bibliotek: 
     Ugler i mosen... 14-17
På Københavns Hovedbiblioteket i Krystalgade:
     Find din indre designer.... 14-16
På Arbejdermuseet:
     Re-design ...11-15
På Hovedbanegården:
     Er du træt af at vente- hav dit sykit in mente! 11-4
På Rigshospitalet: 
     Håndarbejdshygge i foyeren, 10-15
På UCC i Titangade:
     Hold kaffen varm med din egen kaffevarmer. 10-13
på Frederiksberg Hovedbibliotek:
     Oplev håndarbejde anno 2011- og bliv inspireret. 14-18.30
I Folkekirkens Nødhjælps Butik FISK:
   Eget smykke af genbrug og cykelslanger... 14.30 - 17.30
I Torvehallerne:
     Se flotte alternativer til plastikposen. Konkurrence- Vind en!10-15 
Klik for billede i høj opløsning
Et flot alternative til  plast-bærepose.. Helle Trolle, Biennalen for design i 2009.
Rigtig dejlig design - og håndværksdag!

            

søndag den 16. oktober 2011

Masterclass i broderi i TRÅD


TRÅD- masterclass

Kære alle, der arbejder med broderi,- professionelt eller som seriøst interesseområde.

De fleste af jer kender allerede projektet TRÅD, som Silkeborg Museum og Textiluddannelsen VIA UC sammen med andre deltagere fik bevilget i årene 2008 til 2011 under kulturaftalen mellem Kulturministeriet og Kulturregion Østjysk Vækstbånd.

Et af tiltagene i projektet består i afholdelse af master classes. Det indebærer, at disse kurser ikke er åbne for alle, men at vi sender en opfordring til deltagelse til en kreds af tekstile udøvere, så vi sikrer et højt niveau og et udbytterigt kursus.

Vi er nu så heldige at kunne invitere til en master class i håndbroderi, ”MASTERTRÅD”, under ledelse af Edith Skjeggestad, førsteamanuensis ved Høgskolen i Oslo og Akershus, Fakultet for teknologi, kunst og design, Institutt for estetiske fag.

Edith Skjeggestad lægger op til tre forskellige indfaldsvinkler til frit broderi: Ud fra egen skitse, ud fra et udsnit, og ud fra en association, en stemning.

Kurset finder sted på Silkeborg Museum lørdag den 5. november kl. 10-16 og søndag den 7. november kl. 10-15.

Weekendkurset koster 800 kr., prisen dækker også lidt til frokost samt kaffe/te og kage. Der vil være en lille udgift til materialer. Mere om de praktiske ting senere til dem, der tilmelder sig kurset.

Venlige hilsener

Hanne Pjedsted og Karen M. Boe
Tekstilprojektet TRÅD

tilmelding til Museet i Silkeborg ( Hovedgårdsvej, 8600), via Karen. Mail:kmb@silkeborgmuseum.dk 

mandag den 3. oktober 2011

Ny bog fra Fiberfeber

Nylig udkommet bog fra forlaget Fiberfeber.
Kort beskrivelse( dette er ikke en anmeldelse):
160 sider med mange inspirerende billeder og med masser af teknikbeskrivelser. Det er ikke en opskriftbog, men netop en bog til ny inspiration og til afprøvning af nye tekniker og udvikling af samme.
En bog til den strikker, der har mod på at lære mere.


 
Masker & Mønstre
- inspiration til strik
Redaktion: Paulette Adam og Lisbeth Tolstrup 160 sider, 298 kroner (vejledende udsalgspris) Forlaget FiberFeber (www.fiberfeber.dk)

torsdag den 29. september 2011

Bæredygtigt design

Skrevet af Mette Jørgensen og udgivet af forlaget Meloni. Kr. 300 ex. moms.
Bæredygtigt design er et oplagt tema i skolen, der giver mulighed for at arbejde både teoretisk og praktisk med emner som genbrug, redesign, "Vugge til vugge" fair trade og materialelære. Mette Jørgensens bog giver eksempler på design, som folkeskoleelever kan arbejde med og der er tilstræbt en variation i forhold til brugen af materialer, teknikker og arbejdsmetoder. Eksemplerne er ikke knyttet an til et specifikt fag, man kan bruges i fag som håndarbejde, sløjd, håndværk og design eller ikke mindst i forbindelse med tværgående emner og problemstillinger på mellemtrinnet, hvor bæredygtighed er på dagsordenen.
Bente Skov Machholm, Dansk Husflid